Brobygning på BG

Brobygning og introkurser er for dig, der går i 8.-10. klasse og skal til at finde ud af, hvad det næste skridt skal være efter folke- eller efterskolen. Måske har du allerede gjort dig en masse tanker om, hvad du gerne vil. Det kan også være, at du er totalt på bar bund eller er blevet helt rundtosset af forkortelser for forskellige ungdomsuddannelser. Uanset hvad, vil vi gerne invitere dig indenfor på Bjerringbro Gymnasium, så du kan prøve på egen krop, hvordan det er at gå på STX eller HF hos os.

Hvad går brobygning og introkurser ud på?

Det altoverskyggende formål med brobygning og introkurser er at gøre dig klogere på, hvad der er den helt rigtige ungdomsuddannelse for dig. Derfor vil du i løbet af brobygningen/introkurset både høre oplæg om uddannelserne og studiemiljøet, få en rundvisning på skolen af vores elever og selv prøve kræfter med nogle af gymnasiets fag. Du får selvfølgelig også rig mulighed for at stille spørgsmål til elever og lærere.

 

For at du skal få det mest præcise billede af livet som gymnasie- eller HF-elev, forventer vi, at du møder til alle timerne og deltager aktivt i undervisningen. Cirka to uger før dit besøg på BG, kan du finde dit skema øverst på denne side.

Det praktiske

Skoledagen starter kl. 8.00 og slutter 13.15.

 

Den første dag bliver du og dine kammerater modtaget lige inden for hovedindgangen. Du skal medbringe almindeligt skoleudstyr (penalhus, papir osv.) samt en bærbar computer, hvis du har én.

 

Skolens kantine er åben hver dag. Her kan du købe frokost, boller og lignende, men du er selvfølgelig også velkommen til at tage en madpakke med.

 

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte vores studievejleder på 8668 3600.

 

Vi glæder os helt vildt til at møde dig!

 

Med venlig hilsen
Alle os på Bjerringbro Gymnasium

Evalueringsskema til når du har været på besøg.